Menu

Fodboldklub har fået kvalitetsstempel

image På billedet fra venstre Hans-Henrik Thestrup Ungdomskoordinator, Martin Strømberg DBU Sjælland, Børne-ungechef Kim Hammer, Lisa Andersen, Børnekoordinator. Foto: Avarta
28. juni 2022 kl. 13:18
Avarta er blevet indlemmet som en af DBUs børneklubber. Det er de blevet på baggrund af deres gode tilbud til børn, som foregår i ordentlige og trygge rammer.

Der er glæde i Avarta, efter de forleden blev overrasket af DBU, som havde en god nyhed med til fodboldklubben på Korsdalsvej.

De kan nemlig kalde sig for en DBU Børneklub, og det vækker stolthed.

“Jeg er stolt af at Avarta nu kan kalde sig børneklub. For at blive børneklub under DBU er der mange kriterier, der skal opfyldes. Klubben skal prioritere børnefodbolden økonomisk og organisatorisk. Man skal også tilknytte en børneudviklingstræner, men i Avarta har vi hele 3,” fortæller Kim Hammer Børne-Ungechef i Avarta.

For at komme i betragtning som Børneklub i DBU-regi, skriver unionen følgende på deres hjemmeside.

’DBU Børneklub’ er et prædikat, som alle klubber store som små, der arbejder målrettet med udvikling af deres børnefodboldmiljø i samarbejde med DBU, kan sætte på deres klub, når først de opfylder de fire forudsætninger. De fire forudsætninger for at kunne kalde sig DBU Børneklub handler om, at klubben skal prioritere børnefodbolden økonomisk og organisatorisk, tilslutte sig DBU’s børnesyn og arbejde på at efterleve det, nedskrive og vedtage en børnepolitik og tilknytte en børneudviklingstræner, der er kontraktligt forpligtet (lønnet eller ulønnet) i løbet af det første år som DBU Børneklub.

Det er nogle af de tiltag, som ’De Grønne’ har arbejdet med. Derudover efterlever Avarta også det faktum, at der skal være 1 træner pr. 8 spiller i alle aldre, og de tilknyttede trænere skal løbende have mulighed for at uddanne sig.

Martin Strømberg, som er børnerådgiver under DBU uddyber, hvorfor Avarta er blevet optaget som DBU Børneklub.

“Avarta har gjort et fantastisk stykke arbejde de sidste par måneder. Det er en klub der har fokus på virkeligt gode tilbud til børn og har skabt det fedeste børnemiljø”.

 

Taget fra: https://www.sn.dk/roedovre-kommune/fodboldklub-har-faaet-kvalitetsstempel/

Luk