Vedtægter
Disse vedtægter er vedtaget på den ordinære generalforsamling den 24-03-2010 og erstatter alle foreningens tidligere vedtægter
§1
Foreningens navn er Boldklubben AVARTA.
Foreningen er stiftet den 29. januar 1953 og er hjemhørende i Rødovre Kommune.
Foreningen er tilsluttet Sjællands Boldspil Union (SBU) samt Fællesrepræsentationen af Idrætsforeninger i Rødovre (FIR), samt Green Entertainment A/S, BK Avarta
§2
2.1
Foreningens formål er at spille fodbold og tilgodese såvel elite- som breddefodbold i et godt kammeratskab, der fremmes gennem sportslig indstilling, klubliv og samarbejde.
2.2
Foreningens spilledragt er grøn bluse, hvide bukser og grønne strømper.
§3
3.1
Enhver, som er interesseret og efterlever SBU's bestemmelser, kan blive medlem af foreningen. Medlemskabet kan være som aktiv eller passiv.
3.2
Som medlem optages personer uanset alder, som ikke har udestående med Boldklubben AVARTA og/eller gæld til anden idrætsforening.
Boldklubben AVARTA's registrerede ledere og trænere, som ikke er aktive spillere, er passive medlemmer af foreningen efter 3 måneders engagement. Dette medlemskab stopper ved ophør af engagementet, medmindre der straks overgås til andet medlemskab i foreningen.
3.3
Bestyrelsen alene træffer beslutning om udnævnelse af æresmedlemmer og offentliggør en sådan beslutning på førstkommende generalforsamling.
Et æresmedlem er kontingentfrit medlem af foreningen.
3.4
Indmeldelse skal ske skriftligt. Er en optagelse blevet nægtet skal bestyrelsen forelægge sin beslutning på førstkommende ordinære generalforsamling, hvortil den der er nægtet medlemskab har adgang og taleret.
3.5
Udmeldelse skal ske skriftligt.
Ved udmeldelsen tilfalder forudbetalt kontingent foreningen.
3.6
Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, såfremt medlemmet ikke efterlever §2.1, modarbejder og/eller miskrediterer Boldklubben AVARTA. Medlemmet har krav på at blive hørt inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. Medlemmet har endvidere krav på at sagen afgøres på førstkommende ordinære generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. Medlemmet har adgang og stemmeret jf. §5.2, dog bortvises medlemmet straks såfremt generalforsamlingen bekræfter eksklusionen.
Et ekskluderet medlem kan kun genindtræde i klubben efter accept på en ordinær generalforsamling.
§4
4.1
Kontingent fastsættes på generalforsamlingen. Der fastsættes kontingentsatser for følgende:
1) Senior
2) Oldboys, Veteran og Superveteran
3) Ungdom (Ynglinge, Junior, Drenge og Lilleputter)
4) Kids (Miniput, Mikroput og Poder)
5) Passive
6) Aktive ledere og trænere
Kontingent betales 6 måneder forud og forfalder 1. januar og 1. juli.
Medlemmer, der er mere end 2 måneder i kontingentrestance, kan slettes som medlem.
Medlemmer, som er udmeldt pga. manglende kontingentbetaling, kan genindmeldes mod betaling af det skyldige beløb.
4.2.
Boldklubben AVARTA tegnes af formanden, næstformanden og kassereren.
Regnskabsåret er 1. januar - 31. december.
Kassereren forvalter foreningens pengemidler og fører foreningens regnskaber.
Kassereren skal senest 14 dage inden generalforsamlingen aflevere driftsregnskab for det forløbne regnskabsår og aktuel status til de under §5.4 valgte revisorer.
Det på generalforsamlingen godkendte regnskab skal underskrives af den samlede bestyrelse.
Revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse bilag og beholdninger.
§5
5.1
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes hvert år i marts måned. Generalforsamlingen indkaldes gennem internettet på BK Avarta's hjemmeside og ved opslag i foreningens lokaler med mindst 4 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen.
Indkomne forslag til dagsordenens punkt 4 skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.
Dagsorden, årsberetning og revideret regnskab samt indkomne forslag skal udsendes til samtlige medlemmer senest 1 uge før generalforsamlingen.
5.2
Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer samt enhver, der inviteres til generalforsamlingen af foreningens bestyrelse.
Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, som ikke er i kontingentrestance og som har været medlem af foreningen i mindst 3 måneder forud for generalforsamlingen.
Alle medlemmer har på foreningens ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger stemmeret fra det kalenderår, hvori man fylder 15 år.
Medlemmer, som ikke fylder mindst 15 år i det pågældende kalenderår, har ret til at deltage i og har taleret på foreningens ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger, men har ikke stemmeret.
Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
Der foretages kontrol mht. stemmeberettigelse.
5.3
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, dog kan eksklusion og vedtægtsændringer kun vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Det understreges at blanke stemmer ikke betragtes som afgivne stemmer.
5.4.
Generalforsamlingen afholdes efter nedenstående dagsorden. Den valgte dirigent leder generalforsamlingen og forestår alle afstemninger - og skal altid acceptere skriftlig afstemning når blot et stemmeberettiget medlem forlanger dette. Afstemninger om eksklusion af et medlem og vedtægtsændringer skal altid foregå skriftligt.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling er:
1: Valg af dirigent
2: Fremlæggelse af beretning
3: Fremlæggelse af revideret regnskab
4: Behandling af indkomne forslag
5: Fastsættelse af kontingenter (jf. §4.1)
6: Valg af bestyrelse (jf. §6)
7: Eventuelt
Såfremt der ikke vælges formand og næstformand eller kasserer og næstformand eller såfremt der ikke er valgt formand, næstformand og kasserer suspenderes generalforsamlingen og der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling jf. §7, hvor eneste punkt på dagsordenen, udover valg af dirigent og eventuelt, er valg i henhold til vedtægterne.
§6
6.1
Valgbar til bestyrelse, revisorer og suppleanter er alle juridisk myndige medlemmer.
Fraværende, valgbare medlemmer kan vælges, når der skriftligt foreligger tilsagn om, at vedkommende vil modtage valg til den foreslåede post.
6.2
På valg på generalforsamlingen er (hvor intet andet er noteret gælder valg for 1 år):
Bestyrelse:
1. Formand
2. Næstformand
3. Kasserer ulige år for 2 år
4. Bestyrelsesmedlem
5. Bestyrelsesmedlem
Suppleanter:
6. Suppleant
Revisorer:
7: 2 revisorer
8: 2 revisorsuppleanter
6.3
Forretningsudvalget består af formanden, næstformanden og kassereren.
De på generalforsamlingen valgte udvalg supplerer sig selv efter behov.
6.4
Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden eller i dennes fravær af næstformanden.
Bestyrelsesmøder skal afholdes mindst en gang månedligt eller såfremt 3 bestyrelsesmedlemmer fremsætter begrundet ønske herom.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig såfremt 3 bestyrelsesmedlemmer deltager og mødet er indkaldt med rimeligt varsel.
Ved stemmelighed på bestyrelsesmøder er formandens stemme afgørende.
Ved stemmelighed i formandens fravær er næstformandens stemme afgørende.
Ved stemmelighed uden formanden og næstformandens deltagelse skal der indkaldes til nyt møde.
§7
7.1
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes såfremt mindst 50 stemmeberettigede medlemmer skriftligt begærer dette. Begæringen skal indeholde dagsorden.
7.2
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 3 uger efter begæringens fremsættes. Indkaldelsen - som skal indeholde dagsorden - skal ske skriftligt og fremsendes til samtlige medlemmer med mindst 1 uges varsel.
7.3
Ekstraordinær generalforsamling følger afstemningsreglerne for ordinær generalforsamling.
§8
Vedtægtsændringer kan besluttes på såvel ordinær som ekstraordinær generalforsamling såfremt forslaget til vedtægtsændringer fremgår af dagsordenen.
§9
9.1
Beslutning om foreningens opløsning kan kun ske på en ekstraordinær generalforsamling, hvor alene valg af dirigent, spørgsmålet om foreningens opløsning samt eventuelt er på dagsordenen.
9.2
For opløsning kræves at mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer (jf. §5.2) er til stede og til forslagets vedtagelse kræves at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget.
Det understreges at blanke stemmer ikke betragtes som afgivne stemmer.
Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig jf. ovenstående, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med nævnte stemmeflerhed, uanset antal stemmeberettigede medlemmer.
9.3
Ved opløsning skal foreningens formue deponeres 1 år, og derefter gå til et sportsligt formål i hjemhørskommunen.
Beslutning herom træffes ved simpelt stemmeflertal på den opløsende generalforsamling.




