Menu

Avarta runder 68 år

image
29. januar 2021 kl. 08:00

Avarta blev stiftet 29. januar 1953 og vi kan derfor i dag fejre 68 års jubilæum. I den anledning har vi været forbi arkivet og fundet et par linjer om de første år:

 

"Klubben kan ved stiftelsesmødet den 29. januar mønstre 15 mand, hvoraf de ældste er 17 år. En bestyrelse på 5 mand vælges, bestående af Berthil Nielsen (formand), Ole Jensen, Svend Clemmesen, Egil Tørnkvist og Arne Juel. Klubbens grundlag udtrykkes i mottoet: "Et godt kammeratskab".
Navnet Rødovrevejens Boldklub bliver det foreløbige navn. Senere på året enedes man om navnet Avarta som det endelige. Navnet Avarta er en afledning af en betegnelse for området på vestlige side af Damhusåen fra 1600-tallet.
Avarta's første udflugt bliver en cykeltur (..!) til Faxe Ladeplads. Denne tur styrker kammeratskabet gevaldigt, og får stor betydning for sammenholdet i den usikre tid der følger. Det besluttes iøvrigt, at sommerens fodboldspil skal erstattes af bordtennis om vinteren."

Året efter søger Avarta optagelse under Sjællands Boldspil-Union:

"Rødovre, den 21. maj 1954

Sjællands Boldspil-Union
Peder Skramsgade 8, 1., K.

I henhold til brev af 18 ds. fra KBU, til hvem vi har indsendt ansøgning om optagelse i unionen, blev det os meddelt, at vor ansøgning havde været forelagt i SBU med hvem KBU har truffet overenskomst af den 27/9-1943 om grænser for SBU og KBU. Iflg. denne overenskomst skulle vi høre under SBU's område, hvilket KBU samtidig meddelte os, og de henviste os således om at søge optagelse i SBU, hvilket vi herved gerne vil have lov til.

Vi har gennem KBU fået de vigtigste ting, vi skulle have i orden at vide, nemlig: navn, baner, love samt mindst 2 hold. vi kan hertil oplyse, at navnet er Avarta, stiftet den 29/1-53. Vi har dog eksisteret i 5 år, men indtil denne dato var der ikke den rigtige orden i tingene. Baner har vi fået fast på Rødovre Stadion. Vi bliver desuden meldt ind i F.I.R. (Forenede idrætsklubber i Rødovre). Med hensyn til love vedlægges et eksemplar.

Angående hold kan vi på nuværende tidspunkt sige, at vi har 2 ungdomshold og 1 seniorhold. Med hensyn til seniorholdet vil vi gerne ansøge om at måtte bruge 2 ynglingespillere, som fylder 18 år i efteråret 1954, da dette vil forstærke holdet betydeligt.

Her har vi således nævnt, hvad vi mener der er vigtigst i første omgang.

Vi ville meget gerne starte i turneringen, der tager sin begyndelse i dette efterår. Vi har hørt, at der skulle være gode muligheder for optagelse, og vi håber derfor, at vi kan komme i betragtning. Det er jo i vore dage ikke altid lige let at starte sådan en fodboldklub, da der er konkurrence fra så mange store foreninger, men da interessen både indenfor og udenfor klubben har været stor, er det lykkedes os at nå så langt. Tillige har medlemmerne udvist et godt kammeratskab, som de nødigt vil undvære. vi håber derfor, at det store mål, vi har sat os i sin tid, om at komme under Unionen, og som vi har arbejdet hen til med stor energi og lyst, må gå i opfyldelse.

Til sidst vedlægger vi vort blad, som udkommer ca. een gang om måneden.

Formandens navn og adresse er undertegnede.

Venlig hilsen
p.b.v.

Berthil Nielsen
Rødovrevej 197, Vanløse

SBU svarede, at Avarta var optaget fra dags dato. Meddelelsen blev modtaget med jubel i klubben. Avarta var blevet en rigtig fodboldklub."

Luk